Anthropic indgår partnerskab med USA’s energiministerium om AI-drevet forskning
AI-virksomheden Anthropic har indgået et fleråigt partnerskab med det amerikanske energiministerium (DOE) som del af Genesis Mission – et initiativ der skal bruge kunstig intelligens til at styrke USA’s videnskabelige lederskab.
Partnerskabet, der blev annonceret onsdag, fokuserer på tre hovedområder: Amerikansk energidominans, biologiske og biovidenskabelige felter samt videnskabelig produktivitet. Samarbejdet har potentiale til at påvirke arbejdet på alle 17 af USA’s nationale laboratorier.
“Anthropic blev grundlagt af forskere, der tror på, at AI kan levere transformativ fremgang for selve forskningen,” siger Jared Kaplan, virksomhedens Chief Science Officer. “Genesis Mission er den type ambitiøst, stringent program, hvor den tro bliver sat på prøve.”
Konkrete anvendelsesområder
Anthropic vil give DOE-forskere adgang til deres AI-model Claude samt et team af ingeniører, der kan udvikle specialbyggede værktøjer. Dette inkluderer AI-agenter til ministerets højest prioriterede udfordringer og specialiseret ekspertise til relevante videnskabelige arbejdsgange.
Inden for energiområdet kan Claude hjælpe med alt fra at fremskynde tilladelsesprocesser, der bremser USA’s energiudbygning, til at understøtte forskning i nuklear teknologi. På det biologiske område kan systemet bidrage til udvikling af tidlige varslingssystemer for fremtidige pandemier og accelerere lægemiddeludvikling.
Desuden kan Claude få adgang til 50 års DOE-forskning og bruge denne kontekst til at fremskynde forskningscyklusser og identificere mønstre i ældre data, som mennesker måske har overset.
Tidligere samarbejde
Partnerskabet bygger videre på eksisterende projekter mellem Anthropic og DOE, herunder udvikling af en nuklear risiko-klassificering med National Nuclear Security Administration og udrulning af Claude på Lawrence Livermore-laboratoriet.
